Ikke kategoriseret

Kvindekroppen – når jeg bliver gammel!!!!

Hvad er den perfekte kvindekrop? Jeg voksede op i 60èrne, hvor idealet var Twiggy, det korte hår, hendes magert drengede skikkelse, sorte øjne og mutte ansigtstræk blev symbolet på den tids ungdomskultur. Frem til mit 11. år lignede jeg Twiggy, hvis vi lige ser bort fra håret. Så faldt jeg for svømning, klor vand, kulde og tætsiddende lycra , 2 timer i vandet dagligt og 6 år efter var min krop meget anderledes. Det eneste, jeg havde tilbage fra teenager dagene, var minus bryster. Jeg var tynd, lang, bredskuldret, og havde i en alder af 17 den flotteste sixpack. Det gik desværre over den dag, hvor jeg ikke længere kunne klare lugten af klor og jeg satte aldrig mine ben i en svømmehal igen.

I 70`erne var kvinder enten meget tynde eller lettere overvægtig, de dansede jazzballet og var egentlig rimelig tilfredse med deres udseende. Det gik så over i starten af 80`erne, hvor Jane Fonda og fitnesscentre begyndte at sætte nye standarder for kvindekroppen.

Jeg var en af dem, der blev total hooked, jeg elskede hele pakken, og det blev min levevej.

Men når jeg kigger i bakspejlet, nåede jeg aldrig at finde nøglen til den perfekte krop, den jeg stræbte efter i 35 år. Den helt speciel wannabee kvindekrop, altså en krop would love to have, fighting for it, what would it take to get that body, and would I ever be really happy?

Jeg har løbet efter den gulerod, jeg har været flyvende, ind imellem tilfreds, men jeg har aldrig været ”happy happy happy”, og hvorfor ??? Ganske enkelt fordi jeg har haft et misforstået syn på kvindekroppen, jeg har fuldt strømmen på min drøm, haft skyklapper på, ikke lyttet til mine bedre halvdele og den mandlige intuition om, hvad en skøn kvinde er, også selv når hun er + – 10 kg ….! 

Jeg undres i midten af mit 50. årti, for min krop ændre sig med lynets hast. Hver gang jeg kigger mig i spejlet, er der kommet nye rynker i ansigtet, gardiner på ryggen, hud omkring knæene, u-charmerende blomkålsagtige ting på inderlårene og et talje mål 10 cm større end for 10 år siden. Overgangsalderen har plantet sine triste aftryk, og det huer mig IKKE. Hvad skete der lige der, og hvorfor troede jeg, at jeg kunne smutte over hvor gærdet var lavest.??

Har jo sagt til alle andre, at der aldrig er noget, der smutter udenom kasseapparatet…..

For at være hudløs ærlig græmmes jeg over mit spejlbillede, men min mand er mere lykkelig end nogensinde. Han har nemlig aldrig ønsket mig ”trimmet”, og som han siger: ”havde jeg ønsket mig en travhest, ville jeg have købt en, jeg er vild med dine kvindelige former”.

Måske burde jeg skamme mig, når jeg ikke forstår sådan en udmelding, og nu hvor tyngdekraften alligevel har sat ind og trækker alt på kroppen sydpå, så var det jo meget smart at flytte 3000 km væk fra Danmark.

Det er blevet lettere i vores otium i det græske land, hvor syn på kvinder er nuanceret, og intet hernede er hvidt eller sort. Hernede hyldes kvindekroppen og græske mænd elsker deres koner uanset størrelse. Tror ikke jeg kunne have valgt et bedre land at blive gammel i, her er det ok med at nyde tzatziki i store mængder, drikke kold hvidvin, plukke citroner direkte af træerne, spise masser af økologiske grøntsager, nyde solen og varmen. Selvom jeg er slidt i leddene, krøller i huden, har mistet 2 cm i højden, og vejer 7 kg mere end i 2012, så er jeg ved at komme overens med min nye krop.

Jeg kunne selvfølgelig bare vælge en fedtsugning eller fedtfrysning, blive syet sammen i alle folder, men jeg kan mærke, at det falder mig svært, når jeg kigger på den lange bane. Jeg har dyrket idealet, kroppen, ungdommens eliksir, så jeg vælger den svære løsning.

At lære, føle og se hvordan kroppen tager imod alderdommen. Selvom jeg træner, spiser fornuftigt, tager bioidentiske hormoner, er der desværre stadig barrierer. Det med at sove har faldet mig svært i mange år, jeg prøver at få min søvn, men det lykkes bare ikke. Kroppen har brug for restitution, og det gøres bare bedst med søvn. Hvordan fortæller jeg min hjerne, at jeg ikke skal vågne kl. 2, eller kl. 4 og have tankermylder i timevis. Hvis tankemylderet kunne komme i løbet af dagen, hvor jeg egentlig har brug for input, ville det være fantastisk, men selv min hjerne er stoppet med at fungere optimalt efter overgangsalderen er sat ind. Glemmer (uvæsentlige) ting, stiller det samme spørgsmål flere gange, og glemmer ansigter, som jeg ellers har haft det sorte bælte i.

Når søvnen bliver afbrudt tager jeg mit træningstøj på, går i kælderen og træner eller hiker rundt på Poros, mens solen står op. Vi har en Body Bike på terrassen, TRX, Kettlebell`s , Bolde, Måtter, Vægtstænger og Xertubes m.m. i garagen, og vi træner, når vi har lyst til at træne. Min fysiske krop er ikke længere et levebrød, nu er det selvforkælelse, og det har hverken Michael eller jeg kendt til før.

Jeg savner min ungdomskrop, min hurtighed, min energi og bliver trist når jeg går forbi spejlet, men jeg kunne ikke have valgt et bedre sted end Grækenland, når min slidte og trætte krop samt hjerne skal gå på pension.

At jeg har været med til at skabe et image for kvindekroppen igennem de sidste 35 år, har ikke altid har haft en positiv effekt. Det er en kæmpe udfordring at være ung i dag. Tidens unge piger og kvinder stiller så ufattelige høje krav til sig selv, de ønsker at være stærke, have lange tynde markerede stænger, store bryster, hud så frisk som babyhud og et ansigt, der ligner en engel, alle de ting skulle jeg i det mindste ikke forholde mig til en alder af 15!

Så gør din krop til den kvindekrop, du har det godt med  – der er et utal af skønne versioner af kroppen, det vigtigeste her i livet er, at du hviler i netop din krop.

Poros – en livsbekræftende ø i Middelhavet

Siden midten af 90èrne havde jeg ligesom alle andre 5 ugers ferie om året typisk i juli måned, hvor de fleste træningscenter gik i hi pga. sommerferie, og igen fra midten af december, hvor alle træningsentusiaster gjorde klar til julen. Fra den 27. december kl. 8.00 gik branchen altid bersærk, så juledagene sluttede altid for os i Thailand den 27. december, så var vi hjemme til nytår og sæsonstart, OG VI VAR ALLE ÅR KLAR!!

Vores sidste nytårsknald i DK var i 2016, vi kørte direkte fra lufthavnen til Impuls i Holte, havde de næste 3 dage masser af personlig træning, underviste hold og kørt et ”outstanding” nytårsevent den 31. December i Holte, for vi vidste, dette var vores sidste. Jeg har altid elsket at undervise nytårsaften, humøret er ekstra højt hos alle, vi var udklædt, der er masser af mennesker og champagnen flød i hvert fald i Impuls. Holdt nytår med vores forældre som vi havde gjort i mere end 5 år og kyssede ekstra meget på vores unger denne december. Vores farvel til Danmark var 6 uger væk, men var vi nu også helt sikre? JA – de første flyttekasser stod allerede klar i gæsteværelset på Ystadvej slut december!  Cassandra, Peter, Charlotte, mine forældre og et par stærke mænd hjalp med pakning i flyttebilen og rengøring af vores hus søndag den 20. Februar. Da flyttebilen kørte afsted og nøglen blev afleveret til Ystadvej 28, kørte vi til Birkerød, hvor vores gode venner Gitte & Torben havde redt op i Victor`s værelse og bød os plus 2 hunde på overnatning til næste dag.

Den 21. Februar 2017 kl. 09.40 stod vi i Kastrup med 2 hunde i bur, 2 meget store kufferter, et par for tunge carry-on og forældre, der græd, for om 1 time skulle vi lette med Aegean og lægge meget af vores liv bag os. Jeg var på dagen for afrejse uden for pædagogisk rækkevide, havde ikke sovet siden 2016, havde pakket 70 flyttekasser, gjort et hus klar til overtagelse og pakket alt det indbo ned, som kunne være i vores nye hus på Poros. ”Say – Goodby Denmark”

Når jeg kigger tilbage på den morgen, så står alt temmelig uklart, hvis Michael ikke havde skubbet mig fremad og hvisket i mit øre, at det var vores fælles beslutning, og han nok skulle passe på mig i vores nye land, så var jeg gået i tusinde stykker. Jeg har været så vant til at trække mig selv op i de små hår i nakken igennem det meste af mit liv, men denne morgen var jeg Bettina 5 år.

Flyttebilen var kørt dagen før, og jeg krydsede på det tidspunkt fingre for at gense vores møbler og flyttekasser igen, hvilket var fuldstændig ubegrundet, men jeg skulle jo stresse mig selv med et eller andet. En del udover vores nærmeste familie, troede til det sidste at det var en joke at forlade Danmark, men det var det ikke. Vi havde valgt til og ikke FRA.

Som mange ved har jeg den værste flyskræk, men de tårer der løb ned af mine kinder, da landingshjulene satte ned i Athens lufthavn, var ikke af skræk men af total ydmyghed for vores beslutning , samt at vi nu var så tæt på målet. Da Dolce (vores labrador) kom ud igennem odd- size baggage, kunne mit stressede hjerte sætte tempoet ned, og alle mine bekymringer igennem måneder forsvandt som dug for solen, for ja, solen skinnede i Athen denne mandag i februar. Kørslen i bjergene på vej til vores nye hjem, kan stadig gøre mig køresyg, hvis jeg ikke selv sidder bag rattet, men det er pga. den fuldstændige breathtaking udsigt til havet og bjergene . Tog mange dybe indåndinger på denne 2 timers køretur, lille Louis (mini malteser) pev hele vejen, og da vi endelig kom til Galatas, skulle vi om bord på forlænsfærgen, hvilket betyder, at alle bakker om bord, ikke kun denne dag, men tæt på altid. Det har vi fået mange grin af efterfølgende, for nogle biler er tæt på at bakke i havet.

Det tager kun 5 min at sejle til Poros, men selv fra Galatas siden er Poros smuk og dragende i indsejling, farver, duften af hav og klokketårnet på toppen af bakken, er så dragende. I løbet af disse minutter blev min vejrtrækning igen normal. Ca. 2 km fra havnen ligger vores lille oase, op – op – op af bakke, men udsigten over havet er alle skridt værd. Vi gik fra 240 kvm. i Nærum til 120 fantastisk smukke kvm. i Askeli på Poros, ups glemte jeg lige at fortælle, at vi derudover har 80 kvm. terrasse i 2 etager. Pretty amazing!

Jeg står op hver morgen kl. 06.30 til den vildeste udsigt til havet og bjergene, det ville vi aldrig have haft råd til i DK, og så er det lidt sjovere, når temperaturen ligger på den anden side af 15 grader i vintermånederne. Mange ville have sagt tak for denne gang efter 14 solrige dage på øen, men vi elsker den også udenfor sæsonen. Skriver i dag den 8. Februar, solen stod smukt op kl. 07.15, temperaturen var 17 grader midt på dagen og solen er lige gået ned kl. 18.00 . I alle mine voksne år har ”VEJRET” været det primære, jeg ville bytte ud med Danmark, og så lige vores nye udsig

Nu tæt på et år efter afrejse fra DK, bor vi her stadig – men savner jeg ikke Danmark?

Lidt – men mit savn til Danmark er vores unger og forældre, venner, arbejdskollegaer og medlemmer, men dem kan jeg dyrke 5-6 gange årligt, derudover savner jeg ikke ret meget. Vi valgte at downsize, og det har lært mig meget omkring at vælge til og fra.

Indbyggerne på Poros har valgt os til, og vi nyder deres imødekommenhed og hjælpsomhed, uden dem, nye venner og vores naboer, ville vi have været LOST – vi taler stadig ikke det græske sprog, men det er egentlig ikke noget problem, for 80% taler et godt engelsk., imens øver vi os på det græske.

Michael kender alle, jeg kender måske halvdelen, men når vi er i byen, hilser og kindkysser vi på alle fra bankdirektøren til fiskene, fra skattechefen til restauratørerne og fra ekspedienten i supermarked til drengene på grøntsags markedet.

I løbet af denne måned vågner Poros af vintersøvnen, der bliver restaureret, bygget om, malet og gjort sæson klar. Vi er med på sidelinjen for vores første Retreat løber af staben fra midt april, og øens beboer synes det er vildt sejt, at vi kan trække danskere til deres smukke ø, det synes jeg så ikke er tilfældigt – for Poros er intet andet end BREATHTAKING.

En lang historie – KORT

Dette tilbageblik blev til 34 fantastiske og arbejdssomme år, men også år med flere og flere skader, enormt fysisk pres, arbejdsdage på 12-14 timer og til sidst en udbrændthed, jeg var nødt til at tage action på. I starten af 2016 tog jeg så beslutningen – ”Hvis jeg ikke kunne levere varen 100 %, ville jeg hellere stoppe, mens legen var god.”

Da Michael på det tidspunkt skrantede efter sit færdselsuheld, begyndte vi stille og roligt at sætte de første skibe i søen. Brugte tæt på et år på at undersøge muligheder, lægge budgetter, lave visioner om vores nye liv, for kunne dette overhoved lade sig gøre? I vinteren 2016 samlede vi familien og fortalte om vores planer for vores 2. Ungdom. Der blev grædt, for hvordan kunne vi gøre det, stillet spørgsmål, men sidst på aftenen viste forståelsen sig for den situation, vi var i. Det meste positive for alle var, at vi havde droppet at flytte til Thailand, adressen blev Poros, og Athen er kun 3 timers flyvning fra København.

Jeg kan ikke skrive en blog omkring HVORFOR, hvis jeg ikke fortæller min historie kort. Da jeg i 1983 kom hjem fra Californien med en aerobicinstruktør uddannelse i bagagen, stod det ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive banebrydende i branchen. Min eneste øvrige bagage var en middelmådig sproglig studenter eksamen og en drøm om at blive stewardesse. Godt jeg i første omgang fik afslag hos TWA pga. min alder, for jeg udviklede få år efter en decideret flyskræk. Det var umuligt på det tidspunkt at leve af at være Aerobic instruktør, for i Danmark var det stadig jazzballet, der rykkede. Så i 1984 ansøgte jeg og kom ind i politiet, og den 1. September stod jeg i gymnastiksalen på Artillerivej, hvor jeg tiltrådte tjenesten, fik udleveret skilt, uniform, knippel og en Walther (pistol) og en månedsløn forud . Efter 9 måneder på skolebænken i en klasse med 20 mænd, Marianne og jeg, startede jeg på Station 1 i Nyropsgade. Jeg havde valgt denne station, da jeg regnede med, at her ville der blive noget interessant at rive i, og jeg fik indfriet mine forventninger dobbelt op. Det var en barsk tid i indre København, kvindelige politibetjente var der ikke mange af, og vi skulle selvfølgelig kæmpe på lige vilkår med mændene. Efter at have været blevet slået i jorden 3 gange på et par måneder, sidste gang ved BZ`ernes besættelse af Ryesgade i 1986, indså jeg at for kr. 11.500 om måneden, måtte jeg finde en anden levevej, der kunne få mig ud af sengen med et smil og alle tænderne i munden hver morgen.

Sideløbende med mit job i politiet havde jeg startet jeg mit først firma ”BodyDesign” med undervisning i 5 centre, 7 tilknyttet instruktører og uddannelse af nye håbfulde aspiranter. Nu var tiden kommet til at prøve at gøre den fysiske verden til mit levebrød, for det var og havde altid været det, jeg drømte om siden mine dage på International School of Aerobic i Los Angeles.

Jeg sagde op i politiet, trådte ud af uniformen og de charmerende sorte sko, solgte min lejlighed på Fenrisgade på Nørrebro og flyttede ind hos en sød kæreste i Hørsholm. Det viste sig fra dag 1, at nu var jeg landet på rette hylde. Slutningen af 80`erne var som at ride på den største og bedste surferbølge på Hawaii. Aerobic var på alles læber, mine instruktører og jeg var eftertragtet, vi blev headhuntet til Fitness Club for det var for dyrt for dem at booke os gennem mit firma Body Design. I 1989 blev vi alle ansat og jeg fik min første fastansættelse i 3 år som gruppetræningsansvarlig for 250 instruktører og startede Danmarks første uddannelse af instruktører i Scala på Vesterbrogade – det var en fantastisk tid, jeg kunne ikke nå at uddanne instruktører nok, efterspørgslen var enorm, alle ville dyrke aerobic, og instruktørerne havde kronede dage. I 1991 havde jeg ikke en eneste aerobic instruktør i Fitness Club i København og omegn, der fik under kr. 200.- i timen. Her 27 år efter får instruktørerne samme timeløn i mange af kæderne.

 

I starten af 90`erne kom den turbulente periode, hvor den ene store fitnesskæde lukkede efter den anden først Fitness Club, så Form & Figur og Fitness Sport, og da jeg en august formiddag i 1993 blev bedt om at lukke og slukke i Møntergården, sende alle trænende medlemmer og instruktører hjem, så havde jeg fået nok. Efter en uges tid hvor jeg var blevet kimet ned af franchise centrene, som fra den ene dag til den anden ingen administration havde, ingen instruktører havde og som bare gerne ville fortsætte som selvstændigt center, tog jeg mit livs vigtigste beslutning, jeg åbnede Fitness Consulting med base i vores lille rækkehus i Virum. Mit levebrød de første år blev at servicere 10 centre på Sjælland med uddannelser, auditions, ansættelser af instruktører, udvikling af nye timertyper og support i almindelig daglig ledelse. Jeg rejste 1-2 gange årligt til USA på diverse Conventions, uddannede mig til Personlig Træner i 1993, som en af Danmarks første, blev Nike Elite Fitness Athlete fra 1995-2000, hentede de sidste upcoming træningsremedier og undervisningsformer med hjem til DK, så jeg kunne holde mit lille firma kørende. Importerede træningsprodukter, først fra USA & Mexico, senere fra Taiwan og Shanghai. Startede Scandinavian Aerobic Academy i 1995 og uddannede i samarbejde med de dygtigste fysioterapeuter og underviser mere end 2100 instruktører frem til 2010. Bl.a. den første personlig træner uddannelse i Danmark med ingen andre end Dianne McCaughey fra Fitness Specialists i Florida. Det blev igennem årerne til 241 veluddannede personlige træner i DK. Alle fik en international certificering, så de kunne undervise overalt i verden, mange af disse dygtige personlige træner, har jeg stadig kontakt med. Lukkede og slukkede Scandinavian Aerobic Academy i 2010 da Koncept timer for alvor fik fat i Danmark. Her kunne instruktører uddannes på 2 weekender. Jeg ville ikke lægge navn til instruktører uden teoretisk baggrund som havde lært et program udenad og som ikke måtte lægge personlighed i deres undervisning – denne udtagelse fik jeg mange høvl for efterfølgende!!

Jeg har altid elsket at undervise, presse mine klienter til deres optimal, være mentor, coache og komme i mål for hver enkelt, det er stadig mit værdisæt her på Poros. Mange kalder mig hende der er ”Happy Go Lucky”, og jeg er 95% af tiden happy. I 2010 søsatte jeg retreats på Mallorca, det blev til 14 af slagsen. Jeg elskede Cas Bernats i Soller, men nu er vi på Poros, og vi har 3 Retreat i år, hvor de første 2 er udsolgt.

Hvis du spørger min dansklærer i folkeskolen var jeg total tabt i dansk og skrivning, men da jeg mødte hende til vores 30 års reunion, kom hun op til mig med ordene ” Det havde jeg aldrig set komme”, det havde jeg så heller ikke, men interesse og ønsket om formidling af et vigtigt budskab, lærte mig at skrive, så andre ”gad” læse det.

Blev skribent på JP i 1999 ” Go Lørdag ” , derefter på BT, senere Fit Living og de sidste mange år som freelance skribent. Og ind imellem skrev jeg bøger ”Stop Uret”, ”Sund Nu” og ”Yngre næste år”. Min næste bog har været klar i et par år, men jeg bliver ved med at revidere, nok fordi jeg de sidste par år ikke har haft overskuddet og hjernen ikke ville samarbejde, men den skal ud i efteråret 2018.

Jeg mangler stadig så mange sjove historier, ting jeg også lige formåedede at rode mig ud i, men denne blog bliver alt for lang, så jeg slutter af nu. Damm it – I have a lot on my mind……

 

Mit farvel til Danmark

Jeg har ikke blogget før, men har skrevet bøger, et hav af artikler og lavet TV. I en alder af 55. år springer jeg ud som blogger.

Min første blog og de efterfølgende handler ikke så meget om mig eller fysisk aktivitet. De handler om en drøm, masser af research, en beslutning, og hvordan vi nåede målet i februar 2017. Dette er 1. Kapitel af fra Dk til Grækenland……

Min mand og jeg bor på 11. måned på den smukke græske ø Poros i Middelhavet med den mest fantastiske udsigt over omkringliggende bjerge, en skyfri himmel og et blåt hav uanset – hvor i huset, vi befinder os.

Vi hoppede af hamsterhjulet i Danmark i februar 2017, solgte vores hus, biler, halvdelen af vores indbo, afviklede vores firmaer, blev udenlandsdansker, pakkede 70 flyttekasser og det indbo, der kunne være i en 60 kubik meter lastbil. Jeg downsizede min garderobe til 1/3, solgte ud og gav en masse væk , for jeg har været en samler af tøj, sko og tasker. Netop denne samlermagi har givet mig et kick i over 20. år. Nu var det resterende pakket ned i 10 flyttekasser – well done BB!!.

Hvorfor:

I december 2014 på en af vores mange rejser til Thailand stillede min mand et meget mærkeligt spørgsmål , han spurgte: ”hvad siger du til at flytte til udlandet”?. Jeg var ved at kløjes i min Long Island Iced Tea, og min øjeblikkelige reaktion var No Go. Hvorfor skulle vi forlade Danmark – vi havde det jo ganske udmærket, eller var det kun mig, der var tilfreds og havde succes????

Vores tilværelse var blevet vendt på hovedet året før, da Michael i august 2013 blev påkørt af en bil på motorvejen – en ung bilist uden kørekort, som mente han skulle overhale inden om i rasende fart. Det endte katastrofalt, og Michael måtte skæres ud af sin Jeep og blev kørt til Herlev Hospital kørsel 1.

Han havde ikke mange synlige skrammer, men en hjernerystelse og et sidevers Whiplash i nakken og lænd gjorde i måneder og de efterfølgende år Michael tæt på uarbejdsdygtig pga. migræner, stærke smerte i ryggen, koncentrationsbesvær samt en umenneskelig træthed. Han sov 14 timer i døgnet.

Michael prøvede at passe sit job på nedsat tid, være en god far og ægtemand, men gnisten var der ikke mere, alligevel kom spørgsmålet bag på mig den december aften.

Pyha – spørgsmålet lå efterfølgende og ulmede i hoved på mig i mange måneder, typisk imellem kl. 2-4 om morgenen, når jeg alligevel ikke kunne sove. Stille og roligt gik jeg fra No Go til MÅSKE.

Så da jeg i marts 2015 spurgte Michael, om han mente, hvad han havde foreslået , kiggede han undrende på mig og sagde stort JA! Godt så – lad os undersøge mulighederne , for jeg kunne på det tidspunkt mærke en snigende stress, en fortvivlelse over ikke at sove og et forhøjet blodtryk.

Hvor:

Herefter går det stærkt, vi havde først en drøm om Thailand – vi elskede kulturen, religionen, vejret og økonomien, men desværre ændrede mulighederne sig i løbet af 2015 negativt for Falanger (europærer), og distancen til vores børn, familie og venner var ikke til at bære.

I 2015 holdt vi 3 ugers sommerferie i Grækenland midt i landets til dato største økonomisk stormvejr, hvor vi inden afrejse var usikker på, om det overhovedet var sikkert at rejse til det Grækenland, vi sidst havde besøgt 30 år tidligere.

Vores nu gode ven Greg Peter Patrikios fra Facebook havde givet mig gode råd inden afrejse, da jeg absolut ikke er en sejler piger – så hvilke smukke øer lå tæt på Athen? Det gjorde Poros, Spetses og Hydra, og da jeg den 10. Juli 2015 sejlede med Katamaran fra Athen mod Poros og øen dukkede op i det fjerne, var jeg fuldstændig solgt ved første øjekast. Det sker meget sjældent for mig, men der var et eller andet, der ramte mig lige i solar plexus. Vi nød øen i 6 dage, sejlede til Hydra og rejste videre til Andros, men fandt ikke den sjæl Poros havde, så da vi havde 6 dage tilbage af vores ferie, aflyste vi den næste ø, og sejlede tilbage til Poros. Vi følte os hjemme, da vi gik ned af landgangen.

Vi besøgte Poros igen i 2016, og da eventyret omkring Thailand var parkeret, blev Poros vores endelige valg. Nu start januar 2018 sidder jeg og skriver mit 1. Blog indlæg ved mit skrivebord med den smukkeste udsigt og 13 grader i januar måned.

Læs med igen i næste uge hvor jeg kommer ind på Hvordan og uddyber Hvorfor….