Er du utilfreds i din senioralder? Mange føler en utilfredshed med den måde, de lever deres liv på i 50’erne og 60`erne og fortæller det til alle, der orker at høre på det – men gør de noget ved det?
Regner du med, at der sker et under, og at du lige pludselig får opskriften og løsningsmodellen på det perfekte “seniorage” ind gennem brevsprækken?

Stop med at vente på, at nogen kommer og tager styringen og beslutningerne for dit liv. Slip det, du flygter fra, og bevæg dig fremad mod det, du gerne vil opnå. Du er nødt til at bryde koden, og det er kun dig, der kan tage initiativet. Du kan lige så godt vente på at vinde i Lotto uden en kupon – og det er præcis så realistisk som at få en flad mave af at se fitness-videoer på YouTube med en croissant i hånden.
At træffe en beslutning, føre den ud i livet og leve efter den i de næste årtier, er det mest fantastiske, du kan gøre for dig selv.
For lidt over 2 år siden genså jeg en skøn kvinde i slutningen af halvtredserne. Hun deltog på et af vores Retreats på Poros, og selvom der var 20 øvrige deltagere, var der et eller andet ved hende. Hun fyldte rummet på en helt speciel måde. I løbet af Retreatet coachede jeg hende og fandt ud af, at hun havde fulgt mig on and off de sidste 30 år – havde trænet hos mig i København, Lyngby og Holte i 90’erne og 00’erne, læst mine artikler i JP og BT og især budskabet: Selvfølgelig bliver vi ældre, men vi behøver ikke at lade stå til og acceptere, at det hele falder sammen.
Dette Retreat gav hende præcis det spark, hun havde brug for. Hun havde ikke trænet i 5 år – stress, krævende job og familieproblemer havde frataget hende overskuddet til at passe på sig selv, og hun følte, at hendes krop var faldet fra hinanden.
Efter hendes Retreat og en overskuelig plan for de næste 6 fysiske måneder, meldte hun sig ind i et fitnesscenter igen. Hun blev så glad for at være aktiv, at hun nu træner i centret fire gange om ugen. Hun træner også outdoor og løber lidt – hvilket hun troede, hun var for gammel til. (Hun opdagede heldigvis, at det bare var en myte)
Hun har tabt de irriterende 8 kilo, som havde sneget sig på i løbet af 50’erne, og passer nu den samme størrelse, som da hun blev gift for 27 år siden. Da jeg flyttede tilbage i DK i juni 2024, fremviste hun sin faste krop – og hun strålede. Hun virkede følelsesmæssigt “høj”. Hun havde taget action og fundet spanden med guld for enden af regnbuen i en alder af 59 år. Det kan du også!
Sådan ændrer du din prioritering

Et sundere seniorliv handler om en ny måde at prioritere resten af livet på! Du er ikke sat på Guds grønne jord for at være utilfreds, ude af form, ramt af sygdomme, overvægtig eller deprimeret. Kig din tilstand efter i sømmene og find ud af, hvad du kan gøre ved problemerne. Hvis du kan ændre det – så gør det. Hvis du ikke kan ændre det alene, så find plan B eller C frem. Hvem skal du tage fat i for at få hjælp?
Problemerne, vi møder i denne fase af livet, er anderledes end i barndommen. Som 10-årig gik du måske i seng og syntes, din bedste ven var dum. Næste morgen var alt glemt, og I var venner igen. Små børn – små problemer. Voksne børn – større problemer. Ældre voksne? Det er dig og mig.
Vores fordel? Vi har tiden og mulighederne – så TAG dem. Først og fremmest: vær ikke frygtsom, men håbefuld. Udfordringen lyder “just do it”, som et kendt sportsmærke siger. Når du ønsker at ændre noget i dit liv, så begynd med at ændre dine tanker. Tænk positive tanker omkring fysisk aktivitet og sundhed, for det, du tænker lige nu og her, er med til at skabe dit fremtidige liv.
Dine tanker bestemmer din vej i livet. Hvis du har det dårligt med dig selv, føler dig usund, mærker overvægten som en klods om benet, og fokuserer på dårlige tanker, vil du synke længere ned i elendighed, depression og lavt selvværd.
“Jamen, når jeg nu har det ad helvede til med mig selv, hvordan kan jeg så tænke positive tanker?” Du skal lære at ændre din tilstand – måske med hjælp. Når du tænker positive tanker samtidig med, at du spiser fornuftigt og træner effektivt, er det umuligt at have det dårligt, fordi følelsen af sundhed overskygger taberfornemmelsen.
Det kan godt være, du synes, det lyder for nemt, men jeg har oplevet det hos over 500 private klienter igennem de sidste 30 år. Deres selvtillid er ikke i top, når jeg møder dem første gang. Hvis de kunne have sendt deres sekretær eller ægtefælle i stedet for, havde de gjort det. For det er ikke sjovt at være kvinden eller manden, der har styr på det meste – bortset fra fundamentet: en sund krop i et velfungerende legeme.
Brug lysten som drivkraft
Når du skal i gang med noget, du ved er godt for dig, men virker uoverskueligt, så ræk ud. Tag kontakt til de bedste inden for fysisk velvære: læge, kostvejleder, fysioterapeut, de dygtigste personlige trænere, gruppetræningsinstruktører osv. Det koster penge – men resten af dit liv kan du ikke sætte $-tegn på.
Stil spørgsmål, få svar og vurder. Så vil du hurtigt få blod på tanden og føle dig i det sikreste selskab.
For mig er det stadig vigtigt at træne, og jeg gør det 4-5 gange om ugen – uanset om jeg har lyst eller ej. Fysisk aktivitet giver mig tilfredsstillelse, glæde og styrke. Jeg er afhængig. (Heldigvis er denne afhængighed ikke receptpligtig.)

Er der noget, jeg kan hjælpe dig med? – du er SÅ velkommen til at spørge mig.
Og husk: Det handler ikke om at løbe en maraton – det handler om at kunne binde dine egne snørebånd uden at få blodtryksfald. Så hvad venter du på? En officiel invitation?
Her er den:
Kære dig – Velkommen til resten af dit liv. Vi håber, du møder op. Gerne i sneakers.
Comments are closed